Før dit besøg

Hvad koster det at male keramik hos Krealoftet?

Prisen for keramik ligger mellem 100 og 300 kr., afhængig af om du vælger en kop, skål eller andet. Herudover betales 100 kr. ved booking, som dækker din plads, kaffe og lidt sødt. Alle priser inkluderer maling, glasering og brænding.

Skal jeg booke bord, eller kan jeg bare møde op?

Da Krealoftet kun har åbent efter aftale, skal du booke bord på forhånd. Skriv til os via kontaktformularen, så finder vi en tid, der passer dig.

Hvad er jeres åbningstider?

Krealoftet har ingen faste åbningstider. Værkstedet er stadig i sin spæde opstart, og derfor holder vi kun åbent efter aftale. Det giver til gengæld mulighed for, at vi kan finde en tid, der passer netop dig og din gruppe.

Kan jeg komme før min booking starter?

Vi vil gerne bede jer møde nogenlunde til tiden, da pladsen i værkstedet er begrænset.

Kan jeg se et udvalg af jeres keramik på forhånd?

Vi bestræber os på at have billeder af keramikken her på hjemmesiden og på Instagram. Men da alt er hånddrejet, vil der ikke være et fast udvalg – hver del har sit eget udtryk, og det er en del af charmen.

Kan jeg have min barnevogn med ind?

Der er desværre ikke plads til barnevogne inde i selve værkstedet. Men vi har overdækket plads udenfor, hvor barnevognen kan stå trygt, mens I maler.

Må jeg medbringe mad og drikkevarer?

Ja, det må du gerne. Der vil være kaffe på kanden og lidt sødt til ganen, men du er velkommen til at medbringe andet, hvis du har lyst til det.

Hvor mange gæster er der plads til?

Der er som udgangspunkt plads til 8 personer. Har du brug for flere pladser, eller er I en større gruppe, er du velkommen til at kontakte os – så kan vi snakke om, hvorvidt der kan trylles lidt med pladsen.

Hvor gammel skal mit barn være for at deltage?

Du kender dit barn bedst, men vi anbefaler som udgangspunkt, at barnet er fra omkring 4 år og opefter. Så får de også glæde af den kreative proces og kan være med i den rolige stemning.

Kan jeg komme alene?

Krealoftet er tænkt som en social aktivitet, så vi tager som udgangspunkt kun bookinger på minimum 2 personer.

Særlige behov?

Krealoftet er placeret på første sal i mit hjem, og vi har derfor ikke adgang for rullestole eller andre hjælpemidler.

Under dit besøg

Hvor lang tid har jeg til at male?

En booking varer som udgangspunkt 2½ time, hvilket giver god tid til at finde ro og nyde processen. Har du brug for mere tid, er du velkommen til at nævne det, når du booker – så finder vi ud af det.

Skal jeg betale, hvis jeg ikke ønsker at male?

Ja, alle voksne betaler stolepris på 100 kr., også selvom de ikke maler.

Får jeg mit keramik med hjem samme dag?

Nej, keramikken skal glaseres og brændes, før den er færdig. Det tager ca. 10 hverdage, og du får besked via SMS, når den er klar til afhentning.

Hvor mange forskellige farver er tilgængelige?

Der er 8 grundfarver til rådighed, som kan blandes til stort set alle nuancer. Udvalget udvides løbende, efterhånden som værkstedet vokser. Vi har også nogle effektfarver, der kan bruges indvendigt i kopper og skåle – spørg bare på dagen.

Kan I hjælpe mig i gang, hvis jeg går i stå?

Ja, selvfølgelig. Jeg er til stede under hele besøget og hjælper gerne med at komme i gang, finde inspiration eller svare på spørgsmål undervejs. Bare ræk ud.

Efter dit besøg

Hvornår kan jeg afhente mit færdige keramik?

Dit keramik kan afhentes efter ca. 10 hverdage. Du modtager en SMS, når det er klar.

Kan keramikken komme i opvaskemaskinen?

Ja, keramikken er lavet af stentøjsler og brændt ved de rigtige temperaturer, så den tåler opvaskemaskine. Den er også godkendt til fødevarer.

Kan keramikken komme i mikrobølgeovnen?

Nej, det anbefaler vi ikke. Malingen kan risikere at springe af ved opvarmning i mikrobølgeovn, og det vil ødelægge dit fine keramik.

Kan jeg vaske malingen af mit tøj?

Ja, malingen er vandbaseret og giftfri, så den går nemt af i vask. Alt hvad det kræver er en våd klud kan og så kan den faktisk klare det meste, hvis du ellers opdager pletten med det samme.

Hvad sker der med mit keramik, når jeg er færdig med at male?

Når du har malet dit keramik færdigt, glaserer og brænder vi det. Brændingen foregår i en keramikovn, der langsomt varmes op til 1230 grader over 8-10 timer og derefter køler ned igen.
Hele processen tager ca. 24 timer, og glasuren giver keramikken en blank, glat overflade. Derfor kan du ikke få dit keramik med hjem samme dag.